"Mågen" er født som en såkaldt Åledrivkvase. Denne skibstype hører hjemme i det sydøstlige Danmark, altså det vi kender som det Sydfynske Øhav og Smålandsfarvandet.
Vi ved, at skibet er bygget af en bygmester Pedersen på Tåsinge i 1908, men det har desværre ikke været muligt at finde yderligere oplysninger.

Betingelsen for at man kan fiske med åledrivvod er, at der er store områder med lavt vand og en frodig ålegræsbevoksning. Disse betingelser var netop tilstede i de omtalte områder. Egentlig startede fiskeriet i nogle områder af den tyske østersøkyst, der meget ligner de danske. På grund af overfiskeri og deraf følgende restriktioner, flyttede nogle tyske fiskere med deres fartøjer til de egne af Danmark som lignede deres hjemegn. I begyndelsen var der nogen skepsis fra de lokale, men efterhånden blev fiskeriet også taget op af danske fiskere.
Vi forestiller os, at "Mågen" er blevet bestilt af en sådan tysk indvandrer, da hans medbragte båd har været udtjent. Det passer med tiden, og kan forklare bådens noget "udanske" udseende.
( For yderligere: Næstved Museum: http://www.aabne-samlinger.dk/naestved/fiskeri/Fiskeri_8.htm )

Som det fremgår af denne stregtegning, var der især to ting der udmærkede en åledrivkvase.
Den havde to master, og den agterste stod meget langt tilbage. Det man senere skulle kalde en "papegøjemast". Grunden var, at fiskeriet krævede, at båden kunne balanceres på tværs af vinden, medens man foretog drivene.
Den anden specialitet er de meget lange rundholter, der stikker frem for og agter. Specielt agter ses det tydeligt, at længden ikke er begrundet i sejlføringen. Disse rundholter blev brugt til at spile voddet med.
I modsætning til et moderne trawl, der har skovle til at åbne netposen, måtte ålevoddet spiles på denne måde. Vi opbevarer stadig et stykke af den gamle kølplanke, med et tydeligt spor efter agtermasten.

Fiskeriet foregik i praksis på den måde, at båden sejlede ud over ålegræsområderne mod vinden, altså på kryds. Derefter balancerede man båden ved hjælp af sejlene, så den lå tværs af vinden. Derefter blev voddet sat, og båden drev ind over det område, man netop havde krydset hen over.
Da voddet i sagens natur har arbejdet tæt over bunden, har det været fyldt med ålegræs og måske sten, og det har derfor været tungt at trække ind over siden.
Af denne grund var drivkvaserne bygget med meget lavt fribord, og med en stor skrogstabilitet. "Mågen" er i dag forhøjet med et bord, ca. 15 centimeter, og dog  oplever vi, at der er meget kort ned til vandet. Til gengæld oplever vi også den store skrogstabilitet. "Mågen"  kaster sig ikke rundt i søen, det er meget sjælden vi har vand på dækket.

På Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseum står der en noget større drivkvase i den permanente udstilling. Denne båd ligner utrolig meget "Mågen", men altså en ½ gang større.

Mågen som lystbåd.

I 1937 var Mågen udtjent som erhvervsfartøj, ålegræspesten havde ødelagt fiskeriet, og båden var vel også for lille. 30 år er i øvrigt en pæn alder for en brugsbåd, der arbejder hver dag.
Nu burde båden selvfølgelig have været hugget op, og historien være endt her, men nogle både er simpelthen utrolig heldige.
I Kolding havde en maskinarbejder Høgh besluttet sig for at ville have et skib. Imidlertid har det ligget helt uden for  jævne menneskers rækkevidde, at få bygget en kutter eller en spidsgatter på værft. Derfor købte Høgh den udtjente drivkvase, billigt formodentlig, og byggede den om til lystbåd.
Det er tydeligt at pengene har været små, materialerne, som ombygningen er foretaget med, har ikke været for gode. Faktisk kan man sige, at meget af det der blev skiftet i 98-99, var fra den ombygning, der var foretaget i 37. De dele af båden der var ældre, var i forbløffende god stand. Mågen blev udstyret med kahyt og fik udskiftet sænkekølen med en meget tung betonkøl. Betonkølen er igen et udslag af pengemangel, men at der stadig næsten 70 år efter er spor efter forskallingsbrædderne er vel nærmest sjusk. Riggen blev hentet fra en af tidens populære racere, og er egentlig ikke egnet til så bred en båd som Mågen.
Selve udseende og ide kan man se under afsnittet  "Restaureringen", da vi valgte ikke at lave grundlæggende om.
Om maskinarbejder Høgh går der den historie, at han altid sejlede sammen med sin kone, dog således, at hun sad på kistebænken op ad skottet og strikkede, medens Høgh sejlede skibet. Denne arbejdsfordeling fungerede, selv når båden skulle i havn! Vi forestiller os også, at Høgh må have været en meget stærk mand, idet resultatet af ombygningen blev et skib med udpræget luvgerrighed. På hårdt kryds måtte vi i begyndelsen holde roret med begge hænder, for at hindre båden i at løbe op i vinden. Dette forhold har dog bedret sig meget, da vi har lavet mange små, men effektive ændringer.

Et nyt liv i Århus.

I 1986 blev Mågen altså købt til Århus.