Mågen da det så allermest håbløst ud i 1998.	Mågen på vej ind til sin plads i august 1999.

I somrene 1998 og 99 stod Mågen på land, for i de år foregik den store restaurering. Igennem nogle år havde det været klart, at der måtte gøres noget dramatisk, hvis vi fortsat skulle kunne sejle i skibet.
Der havde gennem årene været et tiltagende problem med utæthed ovenfra, og er der noget der kan gøre livet surt for en sejler, er det en våd køje.

De meget optimistiske forestillinger gik på, at vi kunne nøjes med at skifte de finerplader (6 mm østenfiner), som var lagt ovenpå dæksbrædderne, og ja så måske et par brædder og hvis det gik helt galt en enkelt eller to dæksbjælke. - Vi skulle hurtigt blive klogere.

Det første vi så, var at dæksbrædderne var færdige. Men det var i virkeligheden kun en fordel syntes vi, så kunne vi få lagt noget kraftigere finer på dækket. Vi troede stadigvæk på kahytten og dæksbjælkerne.

Som det ses på billedet til venstre, blev vi nødt til at skifte det øverste bord på et stykke. Det skyldtes, at dækket var sømmet lodret fast med temmelig store jernsøm, som havde ødelagt træet.
Men også det var blot en fordel syntes vi, da det øverste bord bestod af dårligt fyrretræ. Nu kunne vi få det skiftet ud med noget ordentligt lærketræ.

Billederne er taget umiddelbart efter at hoveddæksbjælken kollapse og kahytten faldt ind i skibet. Som det ses på Susanne, begyndte det at gå op for os, at vi havde virkelig alvorlige problemer.
Egentlig er det vel udtryk for superoptimisme, at vi kom så langt inden vi så problemets sande omfang. Som det ses på billedet til højre, var cockpitkarmen helt færdig, og utæthederne havde deres årsag.
Det viste sig også, at samtlige dæksbjælker kunne fjernes med håndkraft, uden brug af værktøj.

Men vi bed tænderne sammen og besluttede, at Mågen var for godt et skib at opgive. Og så skete de små mirakler, allesteder fra kom venner og bekendte  for at give en hånd med. Vi havde nok gjort det selv, men ikke så smukt og ikke under så hyggelige omstændigheder.

Hibiscus laver svalehaler.

Egekarmen tager form.

Svalehaler og nyt træ.

Torben og Erik laver stikbjælker.

Nye dæksbjælker i forskibet.

Cockpit- og kahytskarme.

Efter at dæksbjælkerne var blevet etableret, lavet dels i eg, dels i en ukendt eksotisk træsort, som vi var kommet over, var næste store projekt karmene rundt om overbygningen.
Traditionelt har man ofte på lystbåde delt karmen i to, sådan at et stykke er cockpitkarm og et andet stykke kahytskarm. Det er der megen fornuft i, idet man kan arbejde med mindre stykker træ, og for eksempel vinkle cockpitkarmen.
På Mågen var det imidlertid lavet i et stykke, og da vi syntes det så godt ud, og vi havde fået fat i noget mahogni, der var langt nok, besluttede vi at beholde det på denne måde. Der er meget godt at sige om mahogni, men det er også en stærkt overvurderet træsort. Man siger, at det ikke arbejder, men det er nok rigtigere at sige, at det ikke arbejder så meget som andre træsorter. Man siger også, at det indeholder store mængder olie, og derfor ikke rådner. Det er direkte forkert. Et af billederne ovenfor demonstrerer det tydeligt.

Vi besluttede os for at lave en sandwich-konstruktion, hvor vi limede mahognien op på noget meget dyrt og dejligt finer, støbefiner hedder det i folkemunde. På den måde håbede vi på at kunne undgå de revner, som er begyndelsen til alt træs undergang.

Nedenunder er vist en lille billedserie af, hvordan vi gjorde.

Mahognistavene limes sammen i god overstørrelse.	Mahognipladen limes sammen med krydsfineren.
De gamle sider blev så vidt det var muligt brugt som skabeloner	En færdig side, behandlet med Ovatrol 1. Nu venter den blot på den afsluttende finish.

Køl og kølplanke.

Det var imidlertid ikke kun overbygningen, der var problematisk. Mågen var oprindeligt bygget med sænkekøl, og da den fik sin betonkøl, blev hullet efter sænkesværdet spunset ud. Man valgte at fastholde spunsen med kraftige jernsøm (jernsøm er måske noget af et mest overvurderede til skibsbygning). Nu var sømmene væk, og i deres sted var der store rådne områder i køltræet. Samtidig fandt vi ud af at bjørnen, det stykke træ der samler køl og forstavn, var ødelagt. Ikke rådnet væk, men delamineret. Det var en ny oplevelse for os, at egetræ kan delaminere, men man kunne pille det fra hinanden i lange flager.

Altså, et stykke af køltræet skiftes, plus et spant og en bundstok, ny bjørn og så lige en kølplanke.

Kølplanken ude og et kig til bjørnen

En fortjent pause medens planken sveder

Svedekassen i fuld sving

Det dårlige køltræ er ude. Bemærk den nye kølplanke og den tærede kølbolt

Nyt køltræ, nye bundstokke

Alt samlet og færdigmonteret

Som gamle skonnertmennesker valgte vi at bygge en svedekasse og svede planken, da den var temmelig "ond" i spidsen. Det var nu nok en fejl, der var ikke nær den samme effekt på lærketræet, som der er på eg.
Desværre dukkede der et nyt problem op. Da vi fjernede træet om en kølbolt, viste det sig, at den var tæret ca. 1/3. Bolten var lavet af sort jern (ak ja) og spørgsmålet var nu, om det var den ringeste bolt, eller den bedste? Vi magtede ikke at løse problemet på daværende tidspunkt, men som man vil kunne se i afdelingen for håndværk, er problemet siden blevet løst.

Dæk, kahyt og cockpit.

Nu begyndte det sjove, for nu skulle skibet for alvor samles. På dette tidspunkt var "Mågen" en åben jolle, og var på den måde næsten vendt tilbage til udgangspunktet som halvdæksbåd.
Siderne på kahyt og cockpit blev monteret og holdt på plads med en kraftig strop, der kunne strammes op. Og så var det tid til at lægge dækket. Vi havde besluttet at bruge den gode støbefiner, og lavede nogle meget præcise skabeloner i masonit. De enkelte dele blev samlet flyvende over en lask, og med en passende fuge som senere blev fyldt med fugemasse. På den måde håbede vi at kunne optage bevægelserne i pladerne.
Ud mod skibssiden havde vi lavet en særlig snedig konstruktion, der gjorde, at vi ikke behøvede at gentage tidligere tiders fejl og sætte dækket fast i de relativt smalle bord. For at gøre dette udsatte sted helt tæt og samtidig forstærke det, lagde vi en strimmel glasfiber på i epoxy. Resultatet er over al forventning, dog var vi  lige fedtede nok med pladetykkelsen.

Kantforstærkning med fiber og epoxy.	Agterdækket i ny stærk udgave.

Historien fortsættes!!!