Mågen kort. |
Op Startside Mågen Privat |
Mågen er bygget omkring 1908 som en såkaldt åledrivkvase. Skibet er bygget på Tåsinge af en skibsbygmester Petersen. Af uransagelige grunde er skibet bygget ligesom de importerede tyske drivkvaser, i stedet for i den danske tradition. Derfor har Mågen "tyskerrøv" og er kravelbygget, i stedet for spidsgattet og klinkbygget.
Omkring 1937 blev skibet købt til
Horsens og bygget om af en maskinarbejder, der ikke havde råd til at lade en
båd værftbygge efter tegninger. Ved denne lejlighed blev fribordet forhøjet
med et bord, og det dæks-, cockpit- og kahytslayout der eksisterer i dag, blev
etableret. Samtidig blev riggen ændret, og den rig, der er i dag, blev
formodentlig etableret. Riggen stammer temmelig sikkert fra en 6mR båd, en ekstremt
slank bådtype, hvilket passer dårligt til Mågen der, for nu at være ærlig,
er lidt buttet. Imidlertid fungerer riggen upåklageligt.
Den oprindelige sænkekøl blev udskiftet med en overordentlig voldsom betonkøl.
Under den store restaurering i 1998-99 valgte vi at beholde dette layout, da vi ikke kunne finde på noget bedre. Stort rent cockpit, bommen skødes på agterdækket. På samme agterdæk er der plads til to sammenklappelige lænestole, eller fin fiskeplads. Rummelig kahyt og to køjer fortil, der med lidt god vilje kan rumme to voksne.
Mågen er i dag udstyret med en vidunderlig Lombardini 11 hestes, tocylindret dieselmotor, der har erstattet en encylindret Marstal på 5 heste (ponyer til sidst, og trætte). Marstallen var fra 1958 og havde gjort det godt.
Af elektronisk udstyr er der DSC-vhf,
GPS og en selvstyrer.
Mågens kaldesignal er XPC6652, og MMSI-nr. 219002379
Længden er 7,69m, bredden på det
bredeste er 2,61m. Om vægten kan der kun gættes, men erfarne kranførere mener
omkring 4,5 ton. En noget tung dame.
Masten er 14 meter fra kølen, altså dobbelt så høj som skibet er langt. På
trods af dette, er Mågen ekstrem stiv, og trives, ligesom besætningen, ikke
med stor krængning. Denne stivhed skyldes dels skrogfaconen, dels den
imponerende betonkøl.
Mågen er meget velsejlende, omend ikke hurtig. Til gengæld bjerger den sig forbløffende godt i hårdt vejr, og er en dejlig turbåd. Det er blevet til nogle lange sommerture, hvor Mågen udmærker sig ved ikke at trætte sin besætning. I sommeren 2003 gik turen til Christiansø.